30 april 2006

Og hvad har du så.....

strikket siden sidst??? Jeg vil meget gerne høre hvad I går og strikker derude for det er ikke meget jeg kan prale med, det er så kedeligt at jeg ikke gider tage billeder af det. Strømpepar nummer xxxxx og håndklæder til Rikke. Ren terapistrik uden nogen som helst form for sværhed,- hvis I forstår. Jeg bruger faktisk min strik meget efter humør, er der brug for at bare køre på autopilot i en periode så er det strømper og håndklæder der bliver strikket og hvis jeg har meget at tumle med, mange ting i mit hovede eller bare brug for at lukke helt af så laver jeg et eller andet svært, eller besværligt. Det er sjældent at det bliver til et færdigt produkt ( de besværlige ting) der slipper tålmodigheden som regel op, men jeg lærer jo noget nyt hver gang så det er også ren terapi. Mit sidste besværlige projekt var det her sjal. Jeg så det et sted og tænkte det må jeg bare eje og en god lejlighed til at afprøve Alpacaen fra butikken. Gosh hvor er det bøvlet med sådan noget brombærstrik og efter et par forsøg gav jeg op og lavede det til garn igen. Jeg kunne såmænd sagtens finde ud af at strikke det, men det er bøvlet og mine brombær kom til at ligge over hinanden istedet for forskudt.
Prøve nummer to på sjalet blev lavet i bilen på vej til Sverige i Påsken til det her dejlige sted. Amalie tog billeder, vejret var ikke lige helt i top men det gør jo ikke stedet dårligere. Billedet her er bådehuset som vores venner har sat så fint i stand. Fronten mod søen er udskiftet med genbrugs-panoramaviduer og det er lavet om til et lille hyggehus hvor man kan sidde i tørvejr og have den fulde udsigt over søen. På grunden ligger der hele to dejlige huse,- et pyttelille et og et som er lidt større. Det er! et dejligt sted og som med mange ødegårde i Sverige: Vand i brønden og das. Vandet i brønden har jeg aldrig haft problemer med, dasset har jeg det lidt sværere med. Ikke at jeg ikke kan/vil bruge det, men det er ikke en ting jeg er vild med.
At skulle hente vand er egentlig bare hyggeligt og en af de der små ting som gør at man virkeligt kommer ned i gear når man kommer til Sverige. Påskelørdag er åbentbart en stor dag i Sverige med fyrværkeri om aftenen så det fik vi også set i horisonten, men sjalsstrik blev det ikke til meget med.

09 april 2006

Hele 2 på en weekend

Ja altså posts på webloggen. Den her er bare en OBS : 10% på alt fra Onion Collection de næste tre dage, halv pris på pladegarn og tonsvis af tilbud i butikken. Så selv den største garnforsager bør føle sig fristet....... ;-)))))

07 april 2006

Emma med Tanne1









Det her er så Tanne1 - en superblød og let bolero. 1 enkelt nøgle garn går der til den og størrelsen er meget fleksibel. Jeg har forsøgt at lege lidt med tilbehøret fra Onion. Er ikke helt sikker på at det er sådan det skal sidde, men det må tiden vise..... Altså jeg vil lige sige at jeg har ikke tvunget Emma til at stå model (kun lidt...), hun ser ret så trist ud.......

Jeg er ellers i lidt af en strikkekrise. ALT keder mig når jeg har strikket to pinde på det, så der er gang i mange ting men det munder ikke rigtig ud i noget brugbart. Ja jeg ved det godt, med alt det garn jeg har til min rådighed burde jeg sprøjte ting og sager fra strikkepindene, men nej......

Capen her ville jeg gerne lave men den er jeg ikke nået til....

Sjasvesten HAR jeg rent faktisk fået lavet. Den kunne jeg lige klare på en dag. Og den er fed,- altså på den flotte måde. Supergigante garnet er altså virkelig spøjst og flot. Prøv engang at forstørre billedet på linket.....

Skuldervarmeren er også røget på min "Lige-om-lidt-vil-jeg-gerne...."

Jeg har fået lavet en dobbelthue til kæresten. Og jeg kan sige med sikkerhed at det gør jeg never-ever-again. Jeg troede aldrig jeg skulle blive færdig, der må være en milliard masker i sådan en hue. Jeg kan ikke huske linket til huen, men jeg tror i kender den derude?? Jeg lavede den med 12 masker mere end den største størrelse = mange,mange,mange masker, mange,mange,mange pinde..... Jeg var lidt bekymret for om jeg overhovedet nåede at få den færdig inden huetiden er slut, men jeg nåede at få den færdig igår og den havde "premiere" idag på torvet. (Torvet = Ringsted på fredage, Næstved onsdag og lørdag hvor vi sælger øko frugt og grønt). I dag var det en dejlig dag at være torvehandler. Jeg er ikke god til at gå ud og nyde solen, på den her måde bliver jeg tvunget til det og det er fint nok.

03 april 2006

Fine gaver


Får man altid af Rikke. Se her det er så fint pakket ind at jeg ikke har nænnet at pakke ud.........
Sammen med skålene her fik jeg en hel pose fuld af dejligt garn. Helt spindelvævstyndt, så der skal nok laves noget blonde strik af en eller anden art.
Og for det ikke skal være løwn fik jeg også en yndlingsblomst. En duftgeranie med duft af muskat. Rikke og jeg deler en passion for geranier, denne sære, måske ikke så kønne plante med de små bitte blomster og alverdens duftnoter bygget ind i sine blade.
Jeg er heldig........ :-)))

Hvis du er en af dem der ikke plejer at kigge forbi butikken skulle du tage at gøre det,- der er kommet det flotteste Alpaca og bomuldsgarn.