09 oktober 2006

God arbejdsfordeling


Amalie syns det er sjovt at lave pasta:












Og jeg kunne så hygge mig med endnu et af mine "dimse" projekter, et par sokker :-))) strikket i dobbelt Arwetta. De bliver dejligt lune når man bruger dobbelt garn...... Modellen er fra "One Skein" af Leigh Radford. En rigtig god bog til en dimse-strikker som mig......

Men ellers er der jo gået rigtig lang tid siden sidste opdatering, (ofte strander mine opdateringer på at jeg ikke kan uploade billeder,- træls....)

I butikken er garnet fra Brown Sheep Company langt om længe landet. Det gik alligevel ikke så let og hurtigt som først beregnet, men sådan går det tit. I dag skal jeg ha kigget grundigt på hvad jeg skal strikke så jeg kan få det afprøvet. Ved hjælp af lidt overspringshandlinger og tankemanipulation skulle jeg nok kunne nå frem til en god grund til at tage strikkebøgerne frem og så helt se bort fra regnskabet der ligger og råber på mig....

Og så vil jeg da lige fortælle at det er lykkedes for os at finde en sofa vi kunne li........

06 oktober 2006

Dug på bordet...



Jeg syns lige at I skal se en af mine duge. Her i huset tilhører vi en formentlig uddøende race som altid har dug på spisebordet, dels af lyst og dels af nød (Bordpladen er meget grim).

Den her fandt jeg på loppis i Sverige og den gør mig bare glad at se på og lyser fint op i køkkenet. Vi har en anden i orange og rød med små frugtmennesker på som jeg tror er fra samme periode og det er da på sin egen måde fascinerende at tænke på at de her duge har ligget rundt omkring i andre hjem hvor folk har passet på dem og formentlig kun taget dem frem til særlige lejligheder. Nu bor de her hos os hvor vi ikke er helt så gode til at passe på dem, den røde er der fx kommet vinduesmaling på, men det er jo en del af det der sker når tingene bruges. (Selvom ungerne nok ikke vil sige at jeg tog det lige så roligt da jeg så malingen).

Vi har haft lidt af en tendens til at bo nærmest kollegieagtigt, sådan med arvede umage mærkelige møbler osv, så igår skulle det være, nu skulle der kigges på sofa. Jaiks,- jeg var udmattet efter en time, det er jo en kæmpebeslutning og der var ikke rigtig noget som bare sagde "tag-mig". Der er alt for meget microfiber-agtigt-stof rundt omkring og læder kan jeg slet ikke have, så tre timers sofa søgning gav ikke andet resultat end hovedpine og et intenst ønske om at vinde i lotto kombineret med en home-makeover..........