Allerkæreste storesøster!
Vi har haft det så svært, især dig.
Den barndom var, ja det rene lort. Jeg kunne klare mig, men du havde det sværere med det. Kan du huske da vi gik i skole sammen og jeg bankede de der drenge fordi de drillede dig med dit høreapparat? Jeg havde træskostøvler på og jeg sparkede hårdt fordi de havde lukket dig inde i et skab.
Vores rejse har været lang og underlig, forældreløse men med levende forældre som bare ikke ville være forældre, dig så langt væk i plejefamilier. Vi var da ikke så slemme, synes du? Vi var jo bare børn......
Der har været alt for lange perioder, hvor vi ikke fik snakket sammen og hvor jeg ikke kunne hjælpe dig, selvom jeg syntes at jeg skulle og prøvede. Tilsidst tror jeg at jeg gav op, men du skal vide at du har altid været i mine tanker og i mit hjerte og det samme har dine børn. Livet giver ingen mening idag, du skulle være her mange, mange år endnu for dine 5 unger.
I dag har billederne fra vores barndom fløjet rundt i mit hovede, der ER billeder af os to sammen hvor vi er to små glade unger, der har været en gang hvor tiden var god. Jeg er ked af at jeg ikke har et billede af os som voksne, sammen.
Jeg ved at du elskede dine unger overalt på jorden og jeg lover dig, at jeg nok skal tage mig godt af dem og være der for dem, jeg skal nok passe på dem og gøre alt hvad der står i min magt for at hjælpe dem, idag, imorgen og resten af mit liv.
Elsker dig Søs.
Det her er fandme ikke retfærdigt.
Timeout
Mit hjerte bløder